I sjælen er gyserfilmen, i begrebets videste forstand, en mærkværdig størrelse. Man kunne måske endda gå så langt som at kalde den ulogisk. For hvad søger den at lære os andet end at finde nydelse i netop det, vi skræmmes af? I vores frygt? Frygten, denne oldgamle, dyriske mekanisme, som fortæller os om fare og søger at skærme os for ulykke.
Gyserfilmen er et frygtens medie, en katalysator, som ved hjælp af nøje udtænkte strategier forleder hjernen til at aktivere en række fysiologiske processer, der knytter sig til frygten og tjener som kroppens advarselssignaler, hvorved adrenalin pumpes ud i blodet og hjerteaktivteten øges. Men den gør det ikke for, at vi skal vende os bort fra den og tage afstand. Tværtimod vil den have os til at kigge videre, til at reagere negativt på frygttilstanden og dens signaler, og selvom det, i sidste instans, gør det at se gyserfilm til en ulogisk disciplin, idet vi tilskyndes til at lade os opsluge af frygten snarere end at undgå den, så er det netop her, i denne udnyttelse af vores frygt, at gyserfilmens eksistensberettigelse skal findes.
I koncentrerede, kontrollerede doser besidder frygten nemlig et nærmest narkotisk potentiale. Hvem har ikke, på eller andet tidspunkt i deres liv, været faretruende tæt på at komme galt afsted for så, i øjeblikket inden ulykken indtræffer, at slippe med skrækken og liv og lemmer i behold? Denne oplevelse, at slippe med skrækken, er en følelse af livsbekræftende lettelse – hjertet banker, håndfladerne er klamme, og man kan mærke livet (hjulpet godt på vej af adrenalinen) strømme igennem kroppen på en helt anden og meget mere intens måde end før. Nogle søger denne oplevelse bevidst, hvilket forklarer hvorfor man fx vælger at kaste sig ud fra en bro med en elastik om anklerne, og det er således ikke for ingenting, at man snakker om ”adrenalinjunkier”, idet den motiverende faktor for ekstremsportsentusiaster som bungeejumpere netop er tanken om den adrenalinrus, der kan opnås ved først at fremprovokere for herefter at trodse sin frygt.
På samme vis søger gyserentusiasten den narkotiske oplevelse, om end i noget mindre målestok, som adrenalinen kan give. I princippet er der derfor meget lidt forskel på en handling som bungeejumping og på det at se gyserfilm. Sidstnævnte sker ganske vist ikke med livet som indsats, indrømmet, men rationalet bag begge handlinger, altså ønsket om at opsøge, pirre og trodse frygten for herigennem at bruge den som indgangen til et sus, hvor stort eller lille det så end måtte være, er identisk i alle væsentlige henseender.
Med tanke herfor kan det måske undre, at gyserfilmen har et så blakket ry som er tilfældet. Grunden hertil skal muligvis findes i gyserfilmens natur.
Gyserfilmen har til alle tider været en outsider i filmindustrien, særlingen som de andre i klassen ikke bryder sig synderligt om, fordi de finder ham forkvaklet og perfid, men alligevel er nødt til at tolerere, fordi han, som en anden alkymist, kan spinde guld på næsten ingenting. En outsider bl.a. på grund af et anstrengt forhold til autoriteter – i form moralske forskrifter, tabuer og lignende – som den, på klassisk bad boy-facon, kun modvilligt lader sig begrænse af. Stort set intet, hvis noget overhovedet, er helligt for gyserfilmen, mindst af alt det menneskelige legeme, og den har derfor mulighed for at gøre og vise ting, som andre film ikke kan, vil eller, i det mindste, har svært ved at håndtere.
I gyserfilmen er det ubehagelige allestedsnærværende, omnipotent og nådeløst, både hvad stemning og æstetik angår. Vil gyserfilmen vise død, så gør den det – og gerne i udpenslede scener, fordi den kan og tør. Når den vil skræmme, søger den at gøre det, så det ikke er til at bære. Gyserfilmen ønsker at nedbryde seeren ved hjælp af frygten for at illustrere, hvor svagt og let knækkeligt mennesket i virkeligheden er, både på skærmen, hvor karaktererne må gå så grueligt meget igennem, men også, og endnu vigtigere, hjemme i sofaen, hvor den kan få en til at sidde og krybe sammen bag en pude, skrue ned for lyden og holde fingrene for øjnene.
Med selvkontrollen således undermineret, spejles man i sig selv som en kryster; en ikke ubetinget positiv oplevelse, som muligvis kan forklare, hvorfor mange er tilbageholdne over for gyserfilmen. Men det er netop også her, at udfordringen ligger for os som seere, for i stedet for at lade sig trampe under fode og feje gyserfilmen ind under gulvtæppet, fordi man måske kan have svært ved at erkende, at man har nogle svage sider, vil der være meget at vinde ved at prøve at vende gyserfilmen til egen fordel. Ved at kaste sig hovedkulds ind i frygten for at lære den at kende og overvinde den – lige som når man står på kanten af broen med elastikken på anklerne og kigger ned i afgrunden, inden man foretager hoppet over alle hop.
”Hvad der ikke slår dig ihjel, vil blot gøre dig stærkere”, lyder et ordsprog, som på trods af dets fortærskethed er værd at hive frem her. For gyserfilmen kan ikke slå dig ihjel, lige meget hvor meget den så end prøver, og der er derfor ikke nogen grund til at lade sig køre ned af den. Snarere tværtimod. For hvis man vil og giver den lov, kan gyserfilmen tage en med på et vildt ridt ud i de dystre følelsers landskab – en tur der vil få blodet og adrenalinen til at strømme gennem kroppen og som, når man når ud på den anden side i god behold, lader en mærke noget, man alt for ofte glemmer … at man er i live.
